Virtuel whiskysmagning d. 26. maj 2023.
VI SNUPPER EN VIRTUEL OMGANG MERE – HÅBER I ER MED OS IGEN?
Whiskysmagning hjemme i stuen
De store succes fra vores seneste virtuelle smagninger har vist os, at interessen for den type smagning stadig er intakt, så vi har sat endnu en spændende smagning op til glæde for jer og os. Vi håber derfor også, at I har lyst til at skåle med os endnu en gang!
Knap 3.500 whiskyglade mennesker har deltaget i vores i alt 5 virtuelle smagninger indtil nu. Det er helt vildt fedt. Og det er vi ret stolte over. Derfor er vi nu klar til endnu en omgang i manegen.
Tak skal I have!
Vi har fundet en ny dato og igen nogle rigtig gode whiskyer.
Vi har endnu en gang inviteret gode venner med i smagspanelet. Dog med en spændende udskiftning siden sidst… Ulrik, den gæve gentleman fra Fyn, har givet stafetten videre til en lige så gæv og dygtig deltager i panelet. Mere om det lidt længere nede…
Temaet for smagningen denne gang er FEM GODE FADE FRA KÆLDEREN.
I alt 5 meget spændende fadprøver, som endnu ikke er tappet/frigivet til salg.
Du kan altså endnu engang glæde dig til en oplevelse udover det sædvanlige med masser af input og lige så mange (underholdende) historier…
Gæster…
I smagspanelet sidder Dansk Brand Ambassador for SMWS (The Scotch Malt Whisky Society), Thomas Korsgaard. Thomas er en yderst kompetent herre indenfor whisky! Med sin store viden og lange erfaring er Thomas ALTID god for en historie – whiskyrelateret eller ej.
Ved sin side har Thomas denne gang fået opsyn og selskab af den skønne Julie Vieth. Som så mange andre er Julie en stor Skotland entusiast og whiskynyder.
En perfekt dag i Julies verden ville være siddende på køleren af en gammel Land Rover på Isle of Skye med en dram, en bacon sandwich …og måske Thomas Korsgaard…
Vi glæder os til at byde Julie hjerteligt velkommen i smagepanelet!
Til at styre smagningen, fortælle om whiskyerne samt svare på mere specifikke Fary Lochan relaterede spørgsmål har vi placeret Morten Jørgensen lige i smørhullet mellem de søde mennesker på fløjene.
Det er et line-up, der ikke kan slå fejl!
Hvor, hvad, hvordan og hvornår?
Vi streamer smagningen fra et af vores tønde-lagre på Fary Lochan. Det foregår LIVE via Facebook. Så følg med på vores Facebook-side, og vær klar foran skærmen hjemme i privaten. Vi starter kl. 19:30, og vi regner med, at det tager ca. 1½ times tid (måske lidt mere).
Vi skal smage på 5 forskellige Fary Lochan whiskyer ved fuld fadstyrke. Alle 5 samples tappes UNIKT til denne smagning, og kan derfor udelukkende smages ved deltagelse i arrangementet.
Temaet for denne smagning er ”FEM GODE FADE FRA KÆLDEREN”.
De 5 smagsprøver er:
- Cognac fad (startet på 1. fill bourbon barrel) – påfyldt bourbon fad d. 05. juni 2012
- Amontillado sherry fad (Vintage butt) (startet på 3 x 1. fill bourbon barrel) – påfyldt bourbon fad d. 12. juli 2016
- PX/Moscatel sherry fad (startet på 1. fill bourbon barrel) – påfyldt bourbon fad d. 12. marts 2015
- Bourbon fuld-modnet med brændenælderøg – påfyldt fad d. 28. september 2013
- Portvins fad med tørverøg (startet på 2. fill bourbon hogshead fra Islay) – påfyldt bourbon fad d. 31. december 2015
Sådan foregår det
Du køber et smagesæt på Fary Lochan’s webshop. Smagesættet indeholder 5 x 3 cl. samples + et underlag med info, så du kan følge med i whiskyerne.
(Der er altså IKKE to forskellige samplestørrelser på 2 cl og 5 cl i denne omgang – udelukkende én størrelse på 3 cl).
Bestil senest den 23. maj kl. 12.00, så vi kan nå at få det sendt afsted i tide!
Der er et begrænset antal smagesæt.