Beskrivelse
Online whiskysmagning d. 06. december 2024.
KÆLDER-GULD FRA FARY LOCHAN
VI GØR DET IGEN – SKAL DU MED?
Whiskysmagning hjemme i stuen
Der er en helt særlig festlig stemning, når vi ”mødes” på skærmen, og sammen smager på de whiskyer, som vi har fundet frem fra kælderen, og sendt ud til jer i stuerne. Den stemning kan vi virkelig godt lide, og vi ved fra jeres feedback, at det kan I også. Derfor tager vi en tur mere i manegen.
Over 4.000 whiskyglade mennesker har allerede deltaget i vores i alt 8 online smagninger indtil nu. Det er helt vildt fedt. Og det er vi ret stolte over. Derfor er vi selvfølgelig klar til endnu en omgang mere.
Tak fordi I er med os!
Vi har virkelig fundet nogle lækre fade frem til denne smagning, så I kan godt glæde jer! Og denne gang skåler vi i fadprøver der ALLE er nøje udvalg af Master distiller Morten Jørgensen. Smagspanelet har fået et velkendt ansigt tilbage i stolen – nemlig Ulrik Laursen. Han får følgeskab af: Thomas Korsgaard fra SMWS, Carsten Lambek fra podcasten ”Dansk Spiritus” og førnævnte Morten Jørgensen fra Fary Lochan.
Temaet for smagningen denne gang er “ KÆLDER-GULD FRA FARY LOCHAN”.
Det betyder, at Morten har været i kælderen og fundet nogle virkelig spændende og unikke fade frem til denne smagning. Fade og whiskyer der alle har en helt speciel historie og en særlig plads i Mortens hjerte. Den oplevelse og de whiskyer ønsker vi at dele med jer andre. Det bliver SÅ fedt, og der er masser at glæde sig til!
Gæster…
I smagspanelet sidder Dansk Brand Ambassador for SMWS (The Scotch Malt Whisky Society), Thomas Korsgaard. Thomas er en yderst kompetent herre indenfor whisky! Med sin store viden og lange erfaring er Thomas ALTID god for en historie – whiskyrelateret eller ej.
Thomas er selvfølgelig ikke alene. Hans venner i panelet er endnu en gang de flinke, begavede og velformulerede (i hvert fald først på aftenen) whiskynydere – Ulrik Laursen og Carsten Lambek.
Deres interesse for whisky og ikke mindst deres veludviklede smagsløg danner en solid grobund for vores smagepanel i absolut stærkeste opstilling.
Til at styre smagningen, fortælle om whiskyerne samt svare på mere specifikke Fary Lochan relaterede spørgsmål har vi som altid Morten Jørgensen i hopla.
Det er et line-up, der ikke kan slå fejl!
Hvor, hvad, hvordan og hvornår?
Vi streamer smagningen fra Fary Lochan. Det foregår LIVE via Facebook. Så følg med på vores Facebook-side, og vær klar foran skærmen hjemme i privaten. Vi starter kl. 19.00, og vi regner med, at det tager ca. 1½ times tid (måske lidt mere).
Vi skal smage på 6 forskellige Fary Lochan whiskyer ved fuld fadstyrke. Alle 6 samples tappes UNIKT til denne smagning, og kan derfor udelukkende smages ved deltagelse i arrangementet.
Temaet for denne smagning er “ KÆLDER-GULD FRA FARY LOCHAN”.
De 6 smagsprøver er:
- Ex-bourbon barrel uden røg – påfyldt fad marts 2020.
- Oloroso sherry butt uden røg – påfyldt fad august 2015.
- Portvins fad uden røg – påfyldt fad juni 2016.
- Moscatel sherry uden røg (startet på ex-bourbon barrel + PX sherry) – påfyldt 1. fad marts 2015.
- Ex-Islay bourbon barrel med brændenælderøg – påfyldt fad august 2015.
- Ex-Islay bourbon hogshead med tørverøg (startet på ex-Islay bourbon barrel) – påfyldt 1. fad juni 2020.
Sådan foregår det
Du køber et smagesæt på Fary Lochan’s webshop. Smagesættet indeholder 6 x samples + et underlag med info, så du kan følge med i whiskyerne.
Bestil senest mandag d. 03. december kl. 12.00, så vi kan nå at få det sendt afsted i tide!
Der er et begrænset antal smagesæt.